søndag den 20. maj 2018

Vær bare fuldstændig vild med dig selv!

Jeg kender rigtig mange mennesker, som er opdraget til, lever efter og er socialiseret ind i en verden, hvor vi lever efter princippet om, at “elske din næste som dig selv”. Ikke på en religiøs måde, men som noget vi som ordentlige mennesker gør.

Og det er sådan set også et rigtigt godt princip.
Desværre oplever jeg bare alt for mange, som nok prøver at være virkelig ordentlige mod deres næste, men som på ingen måde elsker sig selv.

Det er voldsomt trist, synes jeg. For når vi taler om at elske sig selv, så handler det ikke om at være selvoptaget eller narcissistisk. Det handler bl.a. om at se det bedste i sig selv, tilgive og omfavne alle sider af den, man er.
Og kan vi ikke det, er der ikke meget at dele ud af til andre...

Derfor håber jeg, at mange af os vil gøre en indsats for at elske os selv oprigtigt. Og ligesom vi kan ændre vores forhold til andre ved at fokusere på alt det, som vi synes er godt eller særligt ved dem - så kan vi gøre nøjagtig det samme med os selv.

Så smil til dig selv. Ros dig selv. Nyd dit eget selskab. Hav interessante samtaler med dig selv - enten i tankerne eller sig ordene højt! Bliv imponeret over din viden, din formåen eller dine interesser.
Du er noget ganske særligt - og du fortjener at være fuldstændig vild med dig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar